Gør dit hjem sikkert for din baby

Kategori: Babypleje og sundhed Publiceret: søndag, 17. august 2014 Skrevet af MorogBaby

Alle forældre bekymrer dig om deres børns sikkerhed, og mange tanker kredser om eksempelvis kidnapning eller overgreb. Paradoksalt nok siger eksperter, at der er større risiko for at børn op til 4 år kommer til skade i hjemmet end at et fremmed menneske gør skade på dem. Derfor er det meget vigtigt at du hurtigt børnesikrer dit hjem, når I skal have en lille baby.

Når baby begynder at kravle, så udser han sig hurtigt store møbler og reoler, som står langs væggene i hjemmet. Dem kan han bruge til at trække sig op på to ben med. Derfor skal du sørge for at skrue alle møbler fast til væggen, så de ikke kan vælte. Du skal placere de tungeste ting nederst. Du skal også huske at lukke skuffer i skabe og reoler, da åbne skuffer kan fungere som trapper for et lille barn. Husk også at sikre skarpe hjørner på møbler, som babys hoved kan komme i nærheden af.

Det er en rigtig god ide at bruge sikkerhedslåger ved trapper, køkken og badeværelse (druknerisiko), lige så snart baby kan komme omkring selv. Du skal sørge for at lågerne er tilpas svære at åbne, så der ikke er nogen som helst risiko for, at barnet kan få lågen op på egen hånd.
Hvis du har gardiner eller persienner, så vær opmærksom på de snore der hænger ned fra dem. Snorene udgør en potentiel kvælningsrisiko, hvis baby kommer i nærheden af dem og uden opsyn får sig viklet ind i dem. Det samme gælder ledninger.

Hvis du bor i et hus med flere etager, så er det specielt vigtigt at børnesikre vinduer og døre. Barnet vil hurtigt finde ud af at man kan kigge ud af vinduerne, så det skal være umuligt for barnet at lukke vinduet op, så det kan falde ud.

Selvom du har en sikkerhedslåge ud til køkken og badeværelse, så skal du alligevel tage dine forholdsregler. Disse to rum er typisk der, hvor man opbevarer piller, sæber og stærkere rengøringsmidler, insektgift eller andet lignende. Derfor skal du sikrer skabslåger, så barnet ikke kan åbne dem, hvis det skulle komme med dig ud på badeværelset eller køkkenet. Allerbedst er det, hvis du kan opbevarer farlige midler i skabe i hovedhøjde. Der kan ske uheld, og i disse tilfælde skal du kontakte giftlinjen med det samme, så de kan hjælpe dig med at vurdere situationen. Giftlinjens nummer er 82 12 12 12 og den har åbent døgnet rundt.

Køb MAM bidering