Hvorfor gylper baby?

Kategori: Babyudvikling Publiceret: søndag, 31. august 2014 Skrevet af MorogBaby

De fleste babyer gylper i forbindelse med et måltid, uanset om de bliver ammet eller får flaske. Når baby spiser, så vil han sluge luft samtidig med maden. Luften skal op igen, og med luften vil noget af mælken følge med – enten gennem munden eller ud gennem næsen. Det gælder også for nogle babyer, at de er meget glade for mad og for at spise, og derfor kan de komme til at overspise. Den overskydende mælk skal også ud igen. Desuden er babyers fordøjelsessystem endnu ikke helt færdigudviklet, og musklerne for enden af spiserøret, som afgør hvilken vej maden skal, skal lige vænne sig til mælken.

Det bedste du kan gøre for at afhjælpe nogle af gylpene, er at holde baby så oprejst som muligt, når han får mad. Hvis han ligger ned og putter hos dig, eller hvis der på en eller anden måde kommer lidt tryk på mavesækken mens han spiser, øges risikoen for gylp. Det gælder også, hvis bleen er lidt for stram.

Hvis baby får flaske, så er det en god ide at holde øje med om hullet i flasken har den rigtige størrelse. Hvis det er for småt, så vil baby blive frustreret og sluge mere luft. Hvis det er for stort, så kommer mælken for hurtigt ud. Babyer holder tit små pauser, mens de spiser. Benyt lejligheden til at se om han skal bøvse. Hvis du kan få en lille bøvs ud inden måltidet er færdigt, så er der større sandsynlighed for at mælken bliver i maven. Bøvsen skal nok komme af sig selv inden for et par minutter, og hvis der ikke kommer noget, så skal man ikke fortvivle. Så var der bare ikke så meget luft i maven!

Man skal huske at det er meget normalt for helt små børn at gylpe mad op igen, så der er ingen grund til nervøsitet. Normalt topper gylpene, når baby er omkring 4 måneder gammel og aftager igen, når barnet er omkring 6-7 måneder. Gylpene kan sagtens fortsætte til barnets 1-års fødselsdag, uden at der er noget galt.